top of page

Boost dit immunforsvar

Opdateret: 25. dec. 2021



Du har nok hørt det flere gange i denne tid, hvor mediebilledet er præget af Corona: Hvor vigtigt det er at holde en god håndhygiejne, host/nys i dit ærme og bliv hjemme, hvis du føler dig sløj. Men er der egentlig noget, du kan gøre, for at booste dit immunforsvar yderligere?

I dette blogindlæg vil vi tage dig med omkring nogle af de ting, du selv kan gøre for at fremme din egen sundhed og dermed mindske risikoen for sygdom. Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at du helt slipper for en forkølelse eller influenza, men med de følgende tiltag, kan du med garanti mindske risikoen for smitte eller reducere længden af din sygdom, hvis du er blevet syg.

Vores immunforsvar falder i takt med alderen, og det er derfor vigtigt, at du gennem hele livet fører en livsstil, som fremmer immunforsvaret også selvom du ældes. Jo stærkere du og dit immunsystem er, jo mindre er risikoen også for, du smitter andre, og især passer godt på de lidt mere sårbare i vores samfund. Det er i den grad en tid, hvor vi globalt set, får en unik mulighed for at gøre endnu mere godt for et samlet fællesskab og verdenssundheden.

Reducer stress

Når forandringer fylder meget, kan du nemmere reagere på stress. Det er en helt naturlig proces i din krop, hvor kroppen gør klar til at flygte, hvis noget føles utrygt.

Yoga og meditation kan være med til at mindske dine stresssymptomer. Også selvom du ikke føler dig stresset, kan både store som små forandringer i din hverdag, sætte sig som spændinger i både krop og sind.

På vores YouTube-kanal kan du finde flere meditationer og flows, som er med til at mindske risikoen for stress.

Yogaflow mod stress: https://bit.ly/2wOf12w

Reducer inflammation

Studier har vist, at spiser du en kost hovedsageligt baseret på rene råvarer, reducerer du risikoen for sygdom. Hvorimod sukker og alkohol har den modsatte effekt på dit immunforsvar.

D-vitamin er et af de vitaminer, der er kendt for at reducere inflammation. Når du indtager D-vitamin, begynder din krop at producere et protein, der hedder cathelicidin, som er kroppens eget antibiotika, og som dermed er med til at bekæmpe en inflammation.

Fordi meget af vores D-vitamin kommer fra solens stråler, som vi her på disse breddegrader desværre ikke ser så meget af i vinterhalvåret, kan det være en god ide at tage et tilskud henover vinteren – eller i hvert fald få så meget dagslys som muligt henover vinteren. Tal med din læge angående et tilskud af D-vitamin.

Styrk din tarmflora

Har du nogensinde hørt, dit immunforsvar sidder i maven? Det er faktisk sandt, for næsten 70 % af dit immunforsvar sidder i dine tarme. De mikroorganismer, der får lov til at arbejde med de ”rigtige” bakterier, som bl.a. kommer fra fermenteret mad (fx yoghurt, miso og kefir), påvirker din krops T-celler, som er med til at reducere inflammationen, der mindsker risikoen for infektion.

Drik rigeligt med vand

Vores kroppe består mest af vand, og derfor kan det måske heller ikke komme som nogen overraskelse, at vi har enormt godt af vand. Når vi indtager vand, er det med til at skylle affaldsstofferne ud af vores krop. Derudover, for at sikre et godt immunforsvar, er det essentielt, at vores blod og vores lymfesystem får nok med væske for at fungere optimalt.

Du kan via farven på din urin, se om du får nok vand. Er det meget mørkegult, er det et tegn på, du ikke har drukket nok vand i løbet af dagen.

Dyrk motion

Motion er en fantastisk immunbooster. Sundhedsstyrelsen læner sig op ad de internationale anbefalinger for fysisk aktivitet, hvor det anbefales, at voksne bevæger sig ved moderat intensitet 150 minutter om ugen eller ved 75 minutter ved høj intensitet.

Lyt til kroppen, for i visse perioder kan du klare mere motion og i andre perioder mindre. Hvis du presser kroppen for meget, vil den blive stresset, og det tærer på bl.a. dit immunforsvar.

Få nok søvn

Får du nok søvn? Og hvad er nok søvn? De fleste mennesker har brug for 7-8 timers søvn hver nat. Nogle har brug for lidt mere og andre lidt mindre. Søvn er ekstra vigtig, hvis du er blevet ramt af en infektion. Kroppen har brug for ro, hvile og restitution ved sygdom for at komme hurtigere igennem det, og hvis du ikke sover nok, tager det længere tid at komme ovenpå igen.

Hvis du er i søvnunderskud, stiger din krops niveau af kortisol. Kortisol er kroppens stresshormon, og hvis det stiger påvirker det dit immunforsvar, som bliver svagere.

Derfor, prioriter din søvn, også over motion.

Få dine vitaminer

C-vitaminer booster dit immunforsvar. Du kan nemt få C-vitaminer via kosten fra fx citrusfrugter, friske grøntsager og frugter generelt.

En anden god kilde til at booste din immunforsvar, er zink. Studier har vist, at zink kan reducere længden af din sygdomsperiode. Zink har nogle stærke immunboostende egenskaber, og studier viser bl.a. det kan være med til at stoppe væksten af sygdomscellerne. Du finder zink i bl.a. fisk, fjerkræ, grøntsager, nødder og kerner.

Du skal helst indtage 15-25 mg zink om dagen. Tag dog aldrig et tilskud af zink uden at have rådført dig med egen læge først.


Vi håber, disse råd kan bruges, og så vil vil ellers glæde os til vi ses på yogamåtten, som tydeligvis kan virke immunboostende.


Pas godt på dig selv.


Namaste,

Maria



210 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page