top of page

Den dag jeg lærte, at der er noget, der hedder vagus nerven …

Jeg var en af de heldige, der fik lov til at deltage i Jennilee Toners besøg i YOGA HUSET, da hun afholdte sin masterclass om bindevæv og vagusnerven. Efter jeg mødte Jennilee under min egen yogalæreruddannelse, har jeg aldrig glemt hendes fantastiske væsen og forvandlende tilgang til yoga. Hun udstråler et lys og en kærlighed, jeg aldrig har set andre steder før - og jeg blev ikke skuffet, da jeg trådte ind i lokalet og blev hilst velkommen med lysende øjne, kram og et “I remember you!!”.


Jennilee gik i gang med at fortælle om vagusnerven, bindevæv og hvordan vores hverdag påvirker vores kroppe på mange forskellige måder. Om de mange gentagelser af uhensigtsmæssige stillinger vi udfører i løbet af vores arbejdsliv og fritid. Om hvordan vi kan skabe ubalance i kroppen som følge af vores dagligdag eller vaner. Om det er gearskiftet, der altid udføres med den samme hånd, måden vi sover eller endda måden hvorpå vi rækker ud efter vores toiletpapir. Hun fortale om vagusnerven. Den 10’ende af de 12 kranienerver, der går ned langs begge sider af halsen. Vagusnerven, der er en stor del af det vigtige parasympatiske nervesystem, der sikrer, at vores kroppe får lov til “rest and digest” - altså den del af nervesystemet, der giver os mulighed for at fordøje og restituere de indtryk, der rammer os i løbet af livet.


Hun fortalte også om, hvad der sker, hvis vagusnerven ikke fungerer optimalt - f.eks. som følge af uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, dårlig holdning, en hjernerystelse eller et traume, der har ramt os tidligere i livet. Her vil det sympatiske nervesystem gå ind og overtage og sende beskeder til hjernen om at nu er det tid til enten “fight eller flight”. Hjernen vil altså modtage en masse signaler, der vil få hjertet til at banke hurtigere og blodtrykket til at stige - nogle signaler, der i sidste ende kan forårsage stress.


Mange af os går rundt med en smule stress i kroppen - enten som følge af et traume, for mange opgaver eller for mange ambitioner - eller også fordi vores vagusnerve ikke fungerer optimalt. Så hvad kan vi gøre ved det? Hvordan kan vi sikre, at den igen kan få lov til at fungerer optimalt? Det lærte vi og det var nervepirrende (høhø) spændende.


Med en kombination af forskellige pranayama’er (heriblandt min favorit Bhramari, der giver mig en følelse af at jeg sidder midt i en venlig og honningfyldt bikube), OM’ing, der med sine vibrationer, går ind og stimulerer vagusnerven og asanas, der med sine særlige stræk, går specifikt ind og giver luft og plads til, at vagusnerven igen kan få lov til at gøre sit arbejde - ja, så kan man faktisk gå ind og hjælpe det parasympatiske nervesystem til at erstatte det sympatiske og derved igen sænke hjerterytmen, blodtrykket og sikre at fordøjelsessystemet får lov til at slappe af og fordøje som det skal.


Det er vildt at en nerve, jeg ALDRIG har hørt om, kan påvirke os så meget.


… Og endnu vildere er det, at yoga faktisk er den bedste kur til at sikre, at alt fungerer som det skal


… Men selvfølgelig kan yoga også det. Ligesom det kan alt det andet.


Af Christinna Schrøder




5.186 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page