Vibeke Falden er taget på en mental og fysisk rejse frem mod sit mål om at leve af at være kunstner. Med et brændende ønske om at kunne dedikere sig fuldt ud til de projekter hun brænder for og at kunne gøre en reel forskel.
En rejse hvor hjertets intelligens også tages med på råd og ikke blot den overophedede frontallap vi vist alle ved hvordan vi bruger.
Sammen er vi taget på en fælles satsning i musikken – kan man lave musik beregnet til yoga der ikke består af panfløjter og indisk citar? Elektronisk musik man selv synes er fedt, men som beholder sin integritet og respekt for yogaens univers?
Jeg lavede selv et lignende kursskifte da jeg hoppede ud – uden faldskærm – som fuldtidsyogalærer tilbage i 2013. Dengang var jeg lige vendt tilbage til Danmark, og fik af vide, at her ”kunne man i hvert fald ikke leve af yoga”.
Men hvad er et liv? Hvad vil det sige at leve?
Hvis vi definerer det som villa, volvo og vovhund så havde de kritiske røster måske ret – men hvis vi med ”leve af det” mener råd til næringsrig mad, et trygt tag over hovedet og en hverdag der giver hele min familie mening og smil på læben så tog de fejl.
Yogafilosofien dikterer, at vi kan komme til at vente meget længe, hvis vi venter på tilladelse, garantier og en oplagt chance før vi tager springet.
Det er først, når vi satser os selv, at vi kan vinde os selv. Det er når du lader dig selv gribe, at du kan blive grebet – eller du måske opdager, at du havde vinger? Måske kom et vindpust og tog dig med? Måske viser det sig, at der slet ikke var særlig langt ned? Eller måske der står en trampolin, som sender dig op igen.
Med Falden & Moldens elektroniske yogaplade satser vi igen
Det er nyt at komponere stemningsfuld elektronisk musik direkte til flowet i en yogatime, at skræddersy musikken til stillingerne og den energi der allerede eksisterer i rummet og ved hjælp af musikken forsøge at forstærke og forbedre yogaoplevelsen.
Og det er nyt for mig atter at kaste mig ud i kunsten og et spirende venskab. Man kan jo blive såret og skuffet.Nye begyndelser er altid en anelse skræmmende.
De rejser ofte i følgeskab med tanker såsom ”hvad har jeg gjort” og ”er det nu klogt?”
Vi er bekymrede for hvad andre mon vil sige, om det mon går og om vi bliver skuffede og sårede igen.
At turde noget nyt er sårbart og det kræver mod og styrke at satse igen.
Men alternativet – ikke at gøre det – er det ikke mere skræmmende?
Af Maj Ingemann-Molden
תגובות