- af Carina Pedersen
Når jeg lytter til tankerne i mit hoved, er jeg godt klar over, at jeg ikke er mine tanker. Det er lidt ligesom at stå på stranden og observere bølgerne. Tankerne skyller ind og ud af mit sind, og fordi jeg kan observere dem, må der være andre end mig inde i mit hoved.
Det er der også ifølge det episke digt Bhagavad Gita, som for nylig lærte mig, at jeg består af en treenighed. Kroppen, egoet og observatøren.
Kroppen er din skal, dit fartøj. Den gør dig i stand til at sanse verden.
Egoet sidder inde i dit hoved og blander sig i din verdensopfattelse, din maya. Det er egoet, som fortolker dine sanseindtryk og dermed maler dit verdensbillede.
Dit verdensbillede bliver først til, når kroppen sanser virkeligheden, og det er ikke blot en filosofisk tanke. I kvantefysikken er der belæg for, at virkeligheden ikke eksisterer, før du observerer den.
I så fald eksisterer virkeligheden slet ikke, som den er, fordi den opleves gennem dine og mine sanser. Din virkelighed er ikke længere min virkelighed.
Eller kan du måske alligevel nå til et punkt, hvor virkeligheden ikke er mere eller mindre end virkelig og foruden egoets indblanding?
For at komme dertil tror jeg ikke nødvendigvis, at jeg skal slukke for egoet. I min optik kommer det an på, hvor min opmærksomhed er. Hvis jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke er egoet, så er min virkelighed ikke længere min, da den reduceres til egoets. I det øjeblik ser jeg virkeligheden, som den er.
Abandoning all desires, acting without craving, free from all thoughts of ”I” and ”mine,” that man finds utter peace.
Hvis jeg er rede til at give afkald på min higen efter mere, at handle uden at tænke på frugten af mine handlinger og at glemme alle tanker om ”mig” og ”min”, finder jeg sindsro.
Nogle gange lykkes det mig at trække mig tilbage fra egoets enetale. I den tilstand mærker jeg ikke ind i egoets frustrationer eller glæder, og jeg føler mig allermest som mig. Kernen af mig. Observatøren. Som observatøren kan jeg give egoet min fulde opmærksomhed uden at dømme eller styre det.
Sådan tøjler du egoet
Vejen dertil hedder dharana, og selvom du ikke er klar over det, så praktiserer du det allerede. Men det er sværere end nogensinde før, fordi vi udsættes for distraktioner hele tiden. Fra notifikationer på din smartphone til lyden af byens trafik.
Dharana oversættes ofte med koncentration eller anstrengelse. Ikke den slags anstrengelse, hvor egoet skriger: Du-kan-ikke-mere. Din-arm-falder-af. Åh-nej. Hvordan-ser-Jørgen-ud. Er- der-ikke-snart-én-der-går-ud-af-stillingen.
I stedet kredser din anstrengelse sig om en tanke eller måske ikke en tanke men snarere et singulært fokus. Og her oplever du dhyana, som er øget opmærksomhed. Kan du huske, at jeg allerede har nævnt opmærksomhed som et værktøj?
Med øget opmærksomhed tier egoet, din virkelighed fordufter, og du bare er. Du oplever sindsro. Jo mere du befinder dig i denne tilstand, desto bedre kender du dig selv og ved, hvad din mission i livet er.
Kend din livsmission, din dharma Vi kender alle til at stå i et dilemma, men sjældent omhandler det liv og død som hos Arjuna i Bhagavad Gita. Arjuna er en stor fyrste, der skal i krig mod sine læremestre men får kolde fødder. Han kan ikke retfærdiggøre at slå dem ihjel, selvom livet har ført ham til dette skæbnesvangre øjeblik.
Jeg har flere gange i mit eget liv stået samme sted som Arjuna. I mit hoved var jeg Arjuna, da jeg skulle træffe valget om at blive vegetar, om at udføre dyreforsøg på min uddannelse og om at slå op med en kæreste.
Nu hvor jeg sidder og skriver, kan jeg ikke undgå at drage paralleller til parforholdet, for er jeg ikke Arjuna, når jeg står med et andet menneskes hjerte og skal samle mig mod til at knuse det? Giver Arjunas samvittighedskvaler ikke genklang i sådan en handling, og ved vi ikke godt, at hvis vi undlader at handle, så udsætter vi blot pinslen og forstærker den i os selv?
Derfor må vi handle. Der kommer ikke noget godt ud af at forsage handlingen.
Det handler i bund og grund om din dharma.
Din dharma er din livsmission, som påbyder dig at handle. Hvis du er tro mod din dharma, vil du bryde med de lænker, som fastholder dig i din karma.
En krigsfyrste som Arjuna opfylder sin dharma ved at gå i krig. Ligesom du opfylder din dharma ved at handle rigtigt. Men det er faktisk ikke dine handlinger. Du ejer dem ikke, og du gør dem ikke. Du kan blive bevidst om dine forestående handlinger gennem dharana og dhyana, som jeg var inde på tidligere, men det er samspillet mellem egoet og kroppens sansninger, som styrer dine handlinger. Ligesom egoets fortolkning af kroppens sansninger maler din virkelighed.
Fordi din dharma er forudbestemt, og fordi det ikke er dine handlinger, er du ikke vedhæftet nogen skyld. Det betyder ikke, at du kan gå ud og stjæle ti høns fra din nabo og undskylde med: ”Det er min dharma at stjæle dine høns”.
For at opnå kendskab til din dharma, kræver det, at du udøver yoga og indtræder som observatøren. Som observatøren er du afklædt egoet. Observatøren ville i øvrigt aldrig ønske at stjæle ti høns fra naboen. Observatøren ønsker ikke noget. Som observatøren kan du handle rigtigt. Her kan du handle ud fra din forudbestemte dharma og er derfor ikke vedhæftet nogen skyld.
A man who is free from the I-sense and is pure, even if he kills these warriors, does not kill, nor is he bound by his actions.
Arjuna opfylder blot sin dharma – netop som han ikke er lænket til egoet, forstår han dette. Gør som Arjuna og skrid til handling væbnet med yoga.